Min mavefornemmelse fortæller mig, at noget er galt

Min mavefornemmelse fortæller mig, at noget er galt

Der findes forandringer, som er så store, at man næsten ikke kan fatte, hvad der sker. Derfor er vi nødt til at holde op med at høre, hvad folk siger, og i stedet begynde at lytte til dem. Ellers er vi i store problemer.

Debat

23. feb. 2023 kl. 10:45

Lars de Fries

Senior Consultant i Insights Danmark

Jeg erkender fuldt ud, at jeg er en føle-type. Jeg gemmer mange af mine oplevelser i en følelse. Sådan har det altid været. En lille følelse kan indeholde en masse indsigter og informationer.

Forestil dig, at du dobbelt-klikker på en af dine følelser og ser, at den folder sig ud. Læg mærke til, hvor mange andre følelser, der er i den, hvor mange billeder og situationer, den indeholder. Begynd nu at undersøge hvilke fakta, der var til grund for denne følelse. For bag følelserne findes indsigten.

Dette er årsagen til at føle-typer som jeg ofte har ret, når vi lytter til vores mavefornemmelser, selvom vi ikke altid kan forklare hvorfor. Vi behøver ikke selv alle de underliggende detaljer – vi ved, at de er der, og det er godt nok for os. På den anden side kan jeg godt forstå, at ikke-føletyper slet ikke kan forstå, at man kan have det sådan. En mave siger jo ikke noget?!

Sådan har jeg det med den måde, vi organiserer os i øjeblikket. Min mavefornemmelse fortæller mig, at der er noget galt, noget vi skal være opmærksomme på. Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad det er, men der er en uro, som brikker i et puslespil, der ikke længere passer helt rigtigt sammen.

Vi taler meget om ledelse og teams. Nu, da jeg dobbeltklikker på det, kan jeg se, at hver gang vi taler om det, er det med udgangspunkt i vores arbejde, den organisation vi arbejder i. Vi ser verden ud fra, hvor vi arbejder og hvad vi laver der.

Det har givet rigtigt meget mening i lang tid, men er det stadigt sandt?

Jeg hørte fornylig, at kun 20 pct. af franskmændene faktisk har lyst til at arbejde. Et ret stort fald i forhold til tilsvarende målinger for ganske få år siden. De vil hellere være hjemme, også selvom det betyder, at de mister penge. De vælger faktisk at strejke for at undgå at være for meget på arbejde. I Danmark er det tydeligt, at befolkningen overhovedet ikke har lyst til at arbejde på store bededag.

Vi står ikke over for en generation, der stiller helt nye krav, for vi har allerede en generation, som stiller helt andre krav til arbejdslivet og til livet generelt. Hvis de ikke kan lide at bruge deres tid på jobbet, holder de simpelthen bare op.

Så man kan godt blive lidt overvældet af at dobbeltklikke på en følelse.

Vi er flere, der har talt om Quiet Quitting gennem et stykke tid. Måske er Quiet Quitting blot en manifestation af noget større, som de unge generationer er hurtigere til at samle op, men som vi alle godt kan mærke eller måske se antydningerne af i horisonten.

Tiden, da den største glæde var gulduret efter lang og tro tjeneste, er for længst forbi. Den var der, fordi vi var fælles om arbejdet, produktionen og virksomheden. I dag samles vi om noget andet. Noget, som giver den samme følelse af betydning og samhørighed.

Det lader til, at det denne gang er mere individuelt. Nu er det miljø, frygt for global opvarmning, fred, men også tillid, personlig vækst og det at tage personligt ansvar, som betyder mere og mere.

Gruppers organisationsværdier og ledelse betyder derfor mindre og erstattes af det, som betyder mest for individet; nemlig de fællesskaber, man vælger at indgå i, og de nære familier og venner.

Facebook har mistet fodfæstet hos de unge. De vil hellere være i mindre fællesskaber på andre platforme. Mindre cirkler, mere personligt relevant.

Det skal vi som ledere og organisationer forholde os til: Hvordan skaber vi et miljø, som på en ærlig måde omfatter og tilbyder alle disse ting? Hvordan sikrer vi produktionen, når virkeligheden er, at medarbejderne forlader os, når de har lyst? Det bliver vigtigere og vigtigere for os at finde ud af det, før folkene vælger at Quitte – eller strejke, for at gå hjem til det, som betyder noget for dem.

Vi skal for alvor begynde at tale med hinanden og vigtigst af alt skal vi holde på med at høre på, hvad medarbejderne og kollegerne siger. Vi skal lytte, og vi skal huske at dobbeltklikke på vores følelser.