HumanGartner

Leder, tjek kompasset inden medarbejderne quitter i stilhed

Leder, tjek kompasset inden medarbejderne quitter i stilhed

For at undgå demotiverede medarbejdere bør ledelsen sikre sig, at alle har et personligt forhold til virksomhedens værdier og at værdierne hele tiden italesættes. Det kan man godt skabe, hvis man tænker sig godt om.

Debat

  1. dec. 2022 kl. 07:30

Lars de Fries

Senior consultant i Insights Danmark

Et af formålene med at skabe et værdisæt i en organisation er at forberede sig på den situation, hvor lederen ikke er til stede, når beslutningerne træffes.

Værdierne er en elegant måde at vise alle medarbejdere, herunder også lederne, hvad der grundlæggende er vigtigt for virksomheden. På den måde kan alle medarbejdere vurdere, om en beslutning, de skal til at foretage, ligger inden for de grundlæggende værdier. Holder beslutningen sig inden for værdierne, har medarbejderne per definition ret til at træffe beslutningen.

Men hvad sker der, når en medarbejder ikke længere kan se sig eller organisationen i værdierne, og den nærmeste leder er optaget af alle mulige andre ting end personalepleje? Så opstår et ledelsesmæssigt tomrum, der kan afføde afmagt, opgivenhed og såkaldt quiet quitting.

Hvis man ikke skal opgive værdier som værktøj – og det vil være en dårlig ide – skal ledelsen derfor særligt være opmærksom på at leve værdierne. Hvis værdierne vitterlig er det værktøj, der viser hvad organisationen står for, bør ledelsen udleve dem. Hver dag. Og ved enhver lejlighed.

En gang imellem kan der imidlertid ske det, at lederen træffer en beslutning, som ikke ligger inden for værdierne. Det kunne eksempelvis være, at et økonomisk resultat kommer før en kundevendt værdi.

Når det sker, og når en medarbejder opdager det, bør man fejre sin fejl. Det handler om at være autentisk og skal desuden fungere som en påmindelse om, at man ikke kommer til at gøre dem igen.

Udlod eventuelt en præmie til hver medarbejder som opdager, at du træder ved siden af. Det er en meget effektiv måde at fastholde dit eget fokus og vise, at du faktisk mener, at værdierne har personlig værdi for dig. Faktisk betyder de så meget, at du ønsker at få at vide, når du træder ved siden af.

Værdierne skal samtidig gøres nærværende, så de betyder noget for den enkelte. Det er derfor vigtigt, at alle ansatte faktisk forstår værdierne. Dette kan gøres ved, at alle er med til at udvælge dem i begyndelsen. Der er stor forskel på de værdier, nogen påtvinger dig, og de værdier du selv har valgt.

Mange ledere har oplevet at implementere værdier i organisationen og at de efter noget tid ikke kunne forstå, hvorfor medarbejderne ikke rigtigt købte ind på dem.

Den store forskel er, at lederne har været med til at debattere og udvælge værdierne, og derved har de fået en personlig forståelse for dem. Men medarbejderne derimod får dem serveret på et stormøde – værsgo og spis!

Vi har alle brug for at være en del af noget større. Noget som kan omfavne os, noget som vil det samme som mig. Dette er især gældende for de nyeste på arbejdsmarkedet: De unge.

Der er i dag en masse netværk og relationer på tværs af kloden. Det er nemt at finde andre, som synes det samme som mig. Derfor er det også nemt at nå til den konklusion, at jeg skal forlade organisationen eller måske bliver en quiet quitter, hvis jeg ikke kan se mig selv i organisationens overordnede fortælling om sig selv eller i dens værdier.

I forbindelse med corona-hjemsendelsen har medarbejderne fået en mulighed for at observere værdierne lidt på afstand – fra hjemmekontoret. Måske opdager de, at de ikke kan genkende sig selv i dem, og måske aldrig har gjort det. Måske opdager de, at ledelsen ikke selv lever op til værdierne (i hvert fald som medarbejderen selv fortolker dem).

Det kan derfor være en fordel at tage værdierne helt ned på jorden til den enkelte medarbejder og svare på spørgsmålet: Hvad betyder denne værdi for mig? Og hvad betyder den for dig?

Det vil afstedkomme en længere snak, som vil udmønte sig i en fælles opfattelse af, hvad denne udvalgte værdi betyder for os – netop for os, i vores team. Nu kan værdien igen være en ledestjerne for beslutninger, der træffes, og på den måde være en ”forhåndsgodkendelse” af de beslutninger, der træffes.

Vær særlig opmærksom på, at nogle værdier har levet deres tid og skal fjernes eller moderniseres. Lige som medarbejderne har organisationen ændret sig hen over de seneste par år, og det vil være helt naturligt, hvis noget skal skiftes ud og erstattes af noget nyt.

Året er ved at gå på hæld. Brug december til at omfavne de medarbejdere, du måske har forsømt. Det kan reelt ende med at blive årets julegave for dem, dig og virksomheden.

Står du i en konflikt – eller vil du styrke samarbejdet?

Kontakt mig i dag for en uforpligtende dialog om konflikthåndtering og udvikling af dit team.

Kontakt HumanGartner i dag

Har du brug for en personlig og professionel tilgang til konflikthåndtering, der skaber resultater både hurtigt og bæredygtigt? Så er du velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende dialog. Læs mere om mig og mine kompetencer på hjemmesiden.

Ring til mig på +45 41 89 49 15 eller skriv en mail til lars@humangartner.dk. Jeg glæder mig til at høre fra dig – og hjælpe dig og dit team med at skabe ro, retning og samarbejde gennem personlig indsigt og stærke psykologiske værktøjer.

41 89 49 15 Send mail