HumanGartner

Er du stor nok til at være lille?

Er du stor nok til at være lille?

Det kan være bekvemt at undgå at være alt for specifik, når vi taler med hinanden. På den måde kan man altid komme tilbage og lade som om, det ikke var det, man mente. Men hvad gør det for modtageren, og hvad gør det for kulturen i organisationen og tilliden til dig fremover?

Debat

  1. aug. 2023 kl. 09:15

Lars de Fries

Senior Consultant i Insights Danmark

Kender du det, at du taler med en person, som tydeligvis har noget på hjertet, men du ikke helt forstår budskabet? Det er ligesom, personen har uld i munden, og budskabet ikke går klart igennem.

Vi er ofte bange for at give direkte besked og direkte feedback, men er vi også tilsvarende bange for at modtage direkte og konkret besked? Nej, det tror jeg ikke. De fleste jeg møder på min vej, ønsker direkte, konkret og specifikt feedback. Det er meget svært at modtage en feedback eller en besked som er uklar. Hvad er problemet, og hvad er det du ønsker, jeg skal gøre?

Når man giver udviklende feedback eller blot en besked, skal det gøres på en måde, så man samtidig udviser omsorg. Ikke ved at give en masse L-O-V-E, men ved at have respekt for personen. Nogle personer har brug for at blive anerkendt, før de er klar til at lytte, andre har brug for at vide, at du holder af dem. Andre har brug for tryghed i, at du har detaljerne med og andre har brug for at vide, at de er i kontrol.

Dilemmaet ligger derfor i, at vi alle gerne vil forstå budskabet, men bordet fanger, hvis man giver direkte og konkret besked eller feedback, fordi man måske ikke får formuleret sig helt rigtigt – og så har man problemet.

En anden årsag til at undgå at give klare beskeder og feedback kan være, at det er en bekvem bagdør, hvis det viser sig, at det man mente, ikke var så smart alligevel. ”Det var ikke det, jeg mente” eller ”Det var ikke det, jeg sagde”.

Hvis man er usikker på hvad man vil, er usikker på sig selv, eller bare meget gerne vil kunne smutte ud af en uheldig situation, hvis den skulle opstå, kan det derfor være bekvemt at bruge uld-i-mund-metoden.

I respekt for opgaven, organisationen og personen foran dig, vil jeg opfordre dig til at tale tydeligt og være specifik. Hvis det viser sig, at du har taget fejl, så tag ansvaret. Hvis der er noget, der skaber respekt og tillid, er det at tage ansvar for egne fejl. At løbe fra det sagte og løbe fra ansvaret gør præcis det modsatte i forhold til at skabe og bevare tilliden og respekten.

Man kunne også bare sige at man er usikker, at man ikke er afklaret eller lige nu er i en position hvor det er svært at træffe en beslutning. Dette kræver, at man kan finde ud af at vise lidt sårbarhed, og at man er stor nok til at være lille. At turde være den lille, skaber respekt.

Dette gælder ikke kun traditionel feedback men også – og måske især – når vi bare taler med hinanden. Helt konkret når en leder taler med en medarbejder om et stykke arbejde. Medarbejderen har brug for specifikt at vide, hvad lederen ønsker, så der ikke er tvivl om, hvad der skal gøres. Medarbejderne har helt sikkert en klar opfattelse af, hvad der ønskes, men husker vi at samstemme vores opfattelser, før vi går i gang?

Hvis du føler dig ramt af ovenstående, og her vil jeg ærligt indrømme, at jeg selv falder i en gang imellem, så husk at det er helt fint at begå fejl, så længe man lærer af dem. Hvis der var en situation, hvor du godt kunne have været mere klar i din kommunikation, og samtidig tydeligt skulle have tage ansvaret, da det gik galt, så lær af det. Anerkend fejlen og bliv et bedre menneske. En bedre kollega, og en bedre leder.

Måske skal det være et nyt halvvejs nytårsforsæt, TT – Tal Tydeligt.

Velkommen hjem fra sommerferie.

Står du i en konflikt – eller vil du styrke samarbejdet?

Kontakt mig i dag for en uforpligtende dialog om konflikthåndtering og udvikling af dit team.

Kontakt HumanGartner i dag

Har du brug for en personlig og professionel tilgang til konflikthåndtering, der skaber resultater både hurtigt og bæredygtigt? Så er du velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende dialog. Læs mere om mig og mine kompetencer på hjemmesiden.

Ring til mig på +45 41 89 49 15 eller skriv en mail til lars@humangartner.dk. Jeg glæder mig til at høre fra dig – og hjælpe dig og dit team med at skabe ro, retning og samarbejde gennem personlig indsigt og stærke psykologiske værktøjer.

41 89 49 15 Send mail